Jeg mangler hjælp 24 timer pr. uge, og søger derfor en (eller 2?) faste hjælpere.
Jeg er en mand på 58 år, jeg har sclerose og sidder i elektrisk kørestol, men ligger en del i sengen pga smerter. Jeg har brug for hjælp til forflytning mange gange i døgnet fra seng til kørestol mv., både med stålift Sara Stedy og med loftlift. Du skal derfor være robust og kan tage godt fat, når kræfterne svigter. Herudover ønskes hjælp til personlig pleje (vask og toiletbesøg - har topkateter), praktisk hjælp i hjemmet, lettere rengøring, træning, kørsel og ledsagelse. Jeg bor med min kone og 2 små hunde dejligt ude på landet, med masser af plads omkring os. Hundene betyder meget for os, så du skal være glad for hunde. De er allergivenlige, og fælder ikke. Humøret er godt, og omgangstonen let, og det betyder meget for mig, at du har samme positive / glade indstilling til livet. Du skal have bil for at komme hertil, og du er ikke bange for at køre min handicapbus. (almindeligt kørekort). Hjemmet er røgfrit.
Vagterne der skal dækkes er: Mandag kl. 07.00 - 19.00, torsdag kl. 07.00 - 15.00 + hver 2. lørdag kl. 07.00 - 15.00.
Kan du kun arbejde f.eks. hver mandag, skal du endelig også søge stillingen. Måske en anden kun kan hver torsdag og lørdag, og så får vi planen til at gå op på den måde.
Der er som udgangspunkt kun tale om mandage, torsdage og lørdage, men med evt. afløsning de andre dage, hvis der er sygdom eller ferie blandt de andre hjælpere.
Da en af mine hjælpere tager til Grønland i 4 måneder fra 01.06.2026-30.09.2026 , er arbejdstiderne faste som nævnt ovenfor der, men pr. 01.10.2026 ændres vagtplanen til 19 timer pr. uge.
Mandag ændres til kl. 11.00 - 19.00, og torsdage til kl. 11.00-18.00. Hver 2. lørdag kl. 07.00 - 15.00. Som udgangspunkt. Det kan evt. justeres en smule, for at få til at gå op.
Ansættelse 01.06.2026. Ansøgningsfrist: 16. maj 2026. Glæder mig til at høre fra dig på brader@c.dk . Mvh. Claus
078459689
Fast
Deltid
Dag
16-05-2026
Dybvad
Handicaporganisationernes Hus Blekinge Boulevard 2 2630 Taastrup